NAPOLI 2010

Den største naturmæssige oplevelse omkring Napoli er uden tvivl en tur op på toppen af berømte Vesuv. Den eneste aktive vulkan på det europæiske fastland.

Langt hovedparten af de besøgende betragter vulkanen fra det lille plateau, der kan anes midt på dette billede, og går ned igen. Den tur er imidlertid kun den halve fornøjelse. Det kan anbefales at leje en lokal guide, der kan tage dig hele vejen rundt langs kraterkanten, mens fakta og myter om Vesuv bliver fortalt.

Vulkanbjerget er 1.281 meter højt,
og ligger med en vidunderlig udsigt over bugten ved Napoli.

Guiden tog os ligeledes et pænt stykke ned i selve vulkanen, hvor der flere steder er røg og damp. Den slumrende vulkan har gennem tiden haft tre alvorlige udbrud.

Når man kigger ned i Vesuv, så ser den ganske fredelig ud men eller anden dag, så eksploderer den igen. Sidste alvorlige udbrud var i 1944 og eksperterne frygter den dag vulkanen vågner af sin søvn. Området omkring er ualmindelig tæt befolket.

Jorden består af en række tektoniske plader, der gennem millioner af år har presset sig mod hinanden og dannet bjerge på land og gravsænkninger i vand. Grænseområderne mellem de tektoniske plader er optimale for vulkaner, og det er her langt de fleste findes. Der kan dog også opstå vulkaner midt på en tektonisk plade, hvilket Hawaii er det mest kendte eksempel på. Det kan du læse mere om HER.

Selvom der skulle være 35 grader for foden af vulkanen, så kan det være temmelig køligt på toppen. Den første times tid på toppen var vi indhyllet i skyer med en yderst begrænset udsigt. Men pludselig klarede det fuldstændig op med blå himmel og fin sigtbarhed, så sørg for at sætte god tid af til både skyer og sol.

I Napolis gader er det smart at skulle manøvrere en så lille en bil som muligt. Vi havde lejet en Fiat Panda, og det var hylende skægt at drøne rundt under vasketøjet i de charmerende gader og råbe "pizza-fjæs" efter medbilisterne, når de ikke ville lukke mig ud af en rundkørsel. Fem dage uden buler var et trafikalt mirakel!

Næste stop for den lille Fiat Panda var Pompeji, der ligger 30 km. syd for Napoli og er en af Italiens største historiske attraktioner. Den livlige romerske by blev grundlagt 600 år BC men blev fuldstændig begravet i aske, sten og lava, da Vesuv gik i et voldsomt udbrud 24. august 79 AD. Tilbage i 1700-tallet blev byen...

...genopdaget men først i 1861 startede en systematisk udgravning af hvad, der snart skulle vise sig at være det mest unikke og velbevarede eksempel på en romersk by. En tredjedel af pompeji mangler fortsat at blive udgravet!

Vesuv, der ses i baggrunden, havde i flere dage skumlet inden eksplosionen, og over 20.000 af Pompeji's indbyggere var flygtet. Men godt 2.000 havde af den ene eller anden årsag valgt at blive i byen, og de blev alle dræbt af nedfaldne sten og giftige svovlgasser fra vulkanen. En del af ofrene blev bevaret på en helt...

...utrolig måde. Blandingen af aske, sten og vand har dannet en cementskal omkring dem, så deres positur i dødsøjeblikket fremgår på fantastisk vis.

Rent teknisk, så er de organiske stoffer med tiden smuldret bort, hvilket har efterladt et hulrum omkring hvert skelet. Arkæologerne har fyldt hulrummet ud med gips, og nogle yderst realistiske indtryk fra den dramatiske dag ligger tilbage.

Jeg er ingen historisk fanatiker, men det var virkelig en imponerende oplevelse at se ligfund fra romertiden på denne måde.

Går man helt tæt på dette cementerede skelet, så...

...ses et nydeligt tandsæt.

Udover de mange skeletter, så er der fundet alverdens genstande i området, og Pompeji er en lækkerbisken for alle med en lille arkæolog i mavesækken.

Det er rasende varmt at traske rundt på det store område om sommeren, så sørg for at komme fra morgenstunden og medbring rigeligt med væske på din vej rundt. Det tager en del timer blot at se højdepunkterne ved Pompeji.

Glas var på det tidspunkt kostbart, så i stedet for vinduer havde romerne hulrum med lysindfald i loftet og et opsamlingsbassin til regnvand nedenunder.

Findes et utal af motiver og figurer, der vidner om romernes sans for udsmykning.

Verdens ældste erhverv fandt sted i dette område, og...

...på væggene kan ses inspiration til lagengymnastikken.

Romerne var ikke særligt høje, så det var nogle korte senge de pjankede rundt i.

En af indgangene til det store amfiteater, hvor der var plads til...

...over 20.000 tilskuere, til gladiatorkampene. Er fundet velbevarede gladiatorvåben og kampudstyr, der er udstillet på nationalmuseet i Napoli.

Amfiteatret, der her ses udefra, blev opført i år 80 BC og er dermed det ældst kendte af sin slags. Det berømte Colosseum i Rom blev først bygget 150 år efter. Pompeji var i øvrigt et velhavende handelsområde og behageligt opholdssted for højtstående personer, og både Cicero og Kejser Claudius havde en villa i området.

Hercolaneum var en mindre by med 5.000 indbyggere, der led samme skæbne som
Pompeji for små 2.000 år siden. På under fire minutter blev byen dækket af 350 grader
varm aske, og på samme måde som sin mere berømte naboby, så er store dele af byen yderst velbevaret. Du kan blandt andet se det hus, som Julius Cæsars svigerfar boede i.

Det historiske udgravningsområde ligger midt i Ercolano, der er en hektisk forstad til Napoli blot 10 km. fra centrum.

Citron på størrelse med en håndbold.

Costiera Amalfitana (Amalfikysten) på den sorrentinske halvø er af alverdens
rejsemagasiner udråbt til et af de smukkeste steder i verden at køre sig en tur.
Efter selv at have trillet ruten, så er jeg fuldstændig enig. Det er verdensklasse.

De 35 kilometer mellem Vietri sul Mare og Positano er en dybt imponerende strækning med den ene lille perle af en badeby efter den anden. Alle husene...

...ligger klistret op ad de stejle bjergsiderne med fabelagtige udsigter til følge.
Kreative sjæle som H.C. Andersen, P.S. Krøyer og Henrik Ibsen har alle hentet
inspiration (eller bare fedet den på en drømmeseng) i disse skønne omgivelser.

Første stop og overnatning blev på Hotel Luna, der ligger et par hundrede meter
udenfor selve Amalfi. Få en bedre fornemmelse af lokationen på www.lunahotel.it.

Hotellet har en lækker pool samt...

...mulighed for at tage en havdukkert fra klipperne.

Næste stop var Positano, der efter min mening har endnu mere charme og...

...er mere velholdt end Amalfi, der ligger navn til den berømte strækning. Idylliske Positano har så meget kvalitet, at et genbesøg virker sandsynligt.

Må ikke håbe, at kirkens præster skal leve i cølibat, når de nu har udsigt til en skare af bikinitøser dagen lang.

Sejlede fra stranden ved Positano til...

...den populære ferieø Capri, hvor vi begav os rundt om selve øen. Tog tre timers tid at få set de mest interessante ting fra søsiden, og...

...højdepunktet var uden tvivl Den Blå Grotte, der er 60 m. lang og 25 m. bred. En turistattraktion uden lige, hvor det gælder om at skovle så mange penge ind på så kort tid som muligt. Men man kan ikke tage fra dem, at grotten edder er blå!

Udover at betragte de imponerende klippeformationer omkring øen, så...

...kan man kigge på kendissernes flotte huse.
Rækken af ferierende berømtheder på Capri er endeløs.

Ja, selv vores egen...

...Lille Havfrue smider til tider "underskællet" og hygger sig på øen.

Tilbage i Napoli fik vi styret Fiat Pandaen forbi Teatro San Carlo. Den fine bygning er opført i 1737 og dermed verdens ældste operahus. Desværre havde vi ikke tid nok til at høre den fede dame skråle denne gang.

Napoli har hyggelige områder og masser af kulturelle tilbud, men tiden er bedre brugt ved områdets storslåede seværdigheder som Vesuv, Pompeji og Amalfikysten.

Boede på det glimrende Royal Continental Hotel, hvor der var udsigt...

...til både Vesuv og...

...den flotte borg, hvor kanonen stod. Det oplyste område til venstre er pakket med hyggelige restauranter, og broen over til borgen tager sig...

...ualmindeligt charmerende ud ved aftentide.

Pizzaen blev opfundet i Napoli i 1889, da den daværende Dronning Margherita fik serveret det flade brød med tomat, basilikum og mozzarella af bageren Esposito. Han havde benyttet disse ingredienser, så pizzaen kunne ligne det italienske flag med røde, grønne og hvide farver. Dronning Margherita blev meget begejstret for pizzaen, hvilket hurtigt rygtes blandt pøblen, der herefter kaldte den for en "Pizza Margherita". Siden har den populære pizza gået sin sejrsgang i hele verden i et utal af variationer.

Småt fortalt, så slutter miniferien i den lille bil ved en bette tankstation.