Galapagos 2006​

På de rå vulkanøer, Galapagos, er naturen 100 % i centrum og herlige oplevelser venter rundt om alle hjørner med et storslået fugleliv, ældgamle kæmpeskildpadder, leguaner alle vegne og ikke mindst et liv under overfladen, der kan lokke med hammerhajer, søløver, store baskende rokker og for de heldige måske en hvalhaj!​

Velankommet og klar til "dyreliv ad libitum".​

En optimal start - Vi er lige kommet ud af flyveren.

Tryk på billedet for at komme up-close.​

Havde desværre ikke været i stand til at booke en dykkertur til det mest attraktive område, øerne Darwin og Wolf, da alt var revet væk mange måneder i forvejen trods priser på 15.000 kr. for en uge. Vi havde istedet valgt en 4-dages tur tættere på hovedøerne, som under alle omstændigheder ville give os gode chancer for at dykke med den smukke hammerhaj.

Denne plan ændrede sig imidlertid på sekunder, da vi i dykkerbutikken ved siden af vores hotel blev informeret om, at der pludselig var to ledige pladser på dykkerbåden Mistral II til Darwin og Wolf fra d. 22. til den 28. juli. Alt andet blev ændret, aflyst og ombooket, da vi ikke ville gå glip af så god en mulighed for at komme tæt på verdens største fisk, hvalhajen, som netop på denne tid af året trækker forbi omkring 100 km. nord for hovedøen. Intet er sikkert, da det jo foregår på naturens præmisser, men chancen bliver ikke større og dykningen fåes ikke bedre på disse kanter.

Mistral II - Vil anbefale en større båd til den lange tur.

Vi tager afsted i morgen ved middagstid og har 18 timers sejlads foran os, før vi når til de små uantagelige øer, hvor man ikke kan komme i land, da de består af høje aggressive klipper uden nogen antydning af strand. Vi bliver derude i tre dage med eneste formål at dykke og er forberedt på en hård tur med store bølger og udfordrende dykkermæssige forhold. Der skulle være stærk strøm derude og kun Advanced Divers er velkommen ombord. Vi er spændte!

Vi varmede lidt op i går med to dyk ved Gordon Rocks, hvor de første hammerhajer skulede på os, en flot stime på 8 mindre eagle rays fløj forbi og Galapagos skildpadderne underholdt os sammen med de legesyge sæler. Mod slutningen af andet dyk fik vi lov at svømme 15-20 meter med en stor, stor eagle ray - vanvittig smukt syn. Sigtbarheden på Galapagos er forholdvis begrænset med alt mellem 10 og 25 meter, men til gengæld vrimler det med "big game". Den korte sigtbarhed er forårsaget af megen plankton i vandet, som tiltrækker de mange dyr, så det ene afhænger lidt af det andet. Vandet er 15-21 grader, hvilket også er langt fra det tropiske, men det glemmer man alt om, når først undervandsklaveret spiller.

29. juli 2006

Vi havde store forventninger til dykkerturen ved Darwin og Wolf - og de holdt så sandelig vand!

Det har været en uge med den ene helt fantastiske, naturmæssige oplevelse efter den anden og med det absolut ultimative klimaks at opleve verdens største fisk lige på den anden side af sin dykkermaske. Ubeskriveligt. Hvert eneste dyk bød på herlig underholdning og nye indtryk fra enten legesyge søløver, nysgerrige delfiner, vanvittige stimer af hammerhajer eller noget helt fjerde.

På vores tredje dyk ved Darwin Island i tirsdags skete så det, som vi havde håbet så inderligt på, da en fætter til krabaten på billedet herunder dukkede op i horisonten.

Det var vores knalddygtige og engagerede instruktør, Fabio, der spottede den enorme hvalhaj. Vi vidste med det samme, hvad der var "galt", da han hysterisk raslede med det instrument, der skal få os til at kigge på ham.

Herefter gik jagten fra revet, hvor vi lå og holdt øje, ud i The Deep Blue for at komme så tæt på hvalhajen som muligt. Kom helt op på siden og kunne have klappet den, men nøjes med at betragte skabningen. Det var intet mindre end utrolig at få lov at opleve. Den var så stor (12-14 meter), at jeg slet ikke kunne fatte synet, og jeg opgav først at følge med, da den trak ned på 30 meter. Min puls hamrede løs og jeg fik en knaldende trykken på bihulerne af at dykke så hurtigt ned, men det var det hele værd. Stemningen på båden efterfølgende var naturligvis euforisk. Missionen var lykkedes!

Ikke længe efter kom en baby-hvalhaj på "nuttede" seks meter forbi, og den var noget nemmere at følge med, hvilket virkelig gav mulighed for at nyde øjeblikket. Et øjeblik de fleste dykkere verden over drømmer om at opleve.​

Den prikkede rokke - Eagle ray.​

Hammerhajen kan ses i stimer af flere hundrede ved Galapagos. Vi så på alle vores dyk lagt sammen langt over 1.000 hammerhajer. De var simpelthen overalt. Der er en gang fanget en hammerhaj ved Sjælland Odde, som havde over 50 pigge

i hovedet og på bugen. De stammede fra en af dens foretrukne måltider, pilrokken.​

Har set delfiner mange steder men aldrig dykket med dem.

Det skete flere gange på Galapagos og var naturligvis en skøn oplevelse.​

Sæler og søløver er evigt underholdende, når man dykker ved Galapagos, da de er nysgerrige, legesyge og til tider provokerende. Madsen og jeg glemmer aldrig den største sæl, vi nogensinde har set i vores liv. Den passerede lige under os, da vi snorklede ved Gordon Rocks og blev omgående døbt "Das Boot".

Vi havde fint vejr på hele turen, og de hårde betingelser for at dykke i dette område holdt ikke stik på vores tur. Kun på et enkelt dyk oplevede vi så meget strøm, at vi måtte holde vores regulator (iltforsyner) fast til munden og stige til overfladen, da vi hverken kunne komme den ene eller den anden vej. That's diving ;-)

Af uforklarlige årsager brød den ene af bådens motorer sammen 100 km. fra land. Det betød, at vi brugte halvanden døgn til at komme retur fra Darwin Island og kun med nød og næppe nåede vores fly retur til fastlandet.

Intet kan imidlertid spolere indtrykket af den bedste dykkertur nogensinde. Tak, Galapagos!​

Ved klippen i baggrunden foregår noget af den bedste dykning i verden. Få steder kan prale med så meget liv og aktion, som det er tilfældet ved Darwin Island.​

Seks dage ombord på en dykkerbåd kan nemt refereres:

Dykke, spise, sove - Dykke, spise, sove - Dykke, spise, sove...etc., etc...​

Den medbragte gummibåd sejler os til klippen, hvor vi tog

udgangspunkt for alle vore dyk ved Darwin Island.​

Tak for en god tur til Gregg og Ted (USA), Kathy og Ellis (England), Yohei (Japan), Antonio (Spanien) og naturligvis vores guide fra Ecuador, Fabio.​

Geochelone abigdoni er en skildpaddeart, hvor der så vidt vides kun er et enkelt eksemplar tilbage i verden. Klik på billedet, hvis du ikke kan finde ham. Den godt 100-årige skildpadde, som kaldes Lonesome George, har aldrig parret sig.

Nogle år efter vores besøg døde Lonesome George desværre, som du kan læse HER.​

Når en skildpadde får storhedsvanvid.​

Vegetationen på Galapagos kan være fjendtlig og fascinerende​

Tryk på billedet for en blåfodet breakdance...og jeps, alt det hvide er lort!​

Hvorfor siger man, at "det blæser en halv pelikan"?

# - Svaret står nederst på denne side.​

Sæl i behagelig søvn...hvor behagelig?...tryk!​

Disse farverige krabber kan ses på hver anden klippe på øerne.​

Masser af gode strande - Men man skal være opmærksom på den ofte meget voldsomme og uberegnelige strøm, der findes ved Galapagos.​

# - I Kaj Bom's Slangordbog fra 1948 står der, at man allerede dengang brugte ordet pelikan om stormvejr. Pelikan er opstået, som en spøgende omskrivning af orkan på grund af lydigheden.

Desuden har pelikan været brugt i slang om ordener og om en ussel krikke. Sidstnævnte sandsynligvis lydligt inspireret af pillik, som er et gammelt ord for dårlig eller gammel hest.

Kilde: "Politiken - Sproghjørnet fra 28. juli 2004".