Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Forside
Sydamerika
Oceanien
Toplevelser
Klik for at se indslaget…


BOLIVIA 2009



Under vores ugelange besøg i Bolivia var det uden sammenligning cykelturen
ned ad den angiveligt farligste vej i verden, der toppede "oplevelsesbarometret".

"Godmorgen...det er mig, der skal sørge for, at sikkerheden på turen er i orden!"
Den gale Ari viste sig heldigvis at være en yderst kompetent og påpasselig guide.


Om søvnapnø er mere udbredt i Bolivia end andre steder ved jeg ikke, men vi
hørte et utal af historier om chauffører, der var faldet i søvn, og oplevede selv
dette tilfælde på vejen fra La Paz til La Cumbre, hvor cykelturen skulle starte. 

 


Uheldet var sket tidligt om morgenen, og den lille familie sad og frøs gevaldigt,
da vi kom forbi halvanden time senere. De ventede på, at en anden lastbil skulle...


...komme forbi og trække deres monstrum op på asfalten igen.
Det lykkedes desværre ikke for mig trods ihærdige anstrengelser :-(


Sejt...bjerget har morgenhår!


Dagens motion starter i 4.700 meters højde med kuldegrader,
sne på bjergtoppene, beskyttelsesudstyr og masser af varmt tøj på.


Forude venter 64 kilometer stort set ned ad bakke hele vejen til Coroico, der ligger i
1.100 meters højde og har et tropisk klima med 30 grader. For pokker, en sej natur!

Systemet er, at guiden kører forrest og hver rytter skal holde cirka 15 meters
afstand til hinanden. Vores minibus kører lige bag os med ekstra cykler og proviant.


Vi gjorde en del stop undervejs blandt andet ved denne skrænt,
hvor en bus med 37 passagerer på tragisk vis kørte direkte ud over.

 


Hvis du ikke kan ane den krøllede bus dernede, så...


...ses den mere tydeligt på dette billede. Ingen overlevede ulykken.

 


De mange formaninger om den farlige rute sad til at begynde med, som en 
irriterende frygt og nervøsitet i kroppen på os. Efter nogle kilometer løsnede 
vi dog op, og angsten blev afløst af en mere sund respekt og opmærksomhed.


Det var Inter American Development Bank, der i 1995 proklamerede,
at netop denne strækning skulle være den farligste i verden. Hvert år kørte i
gennemsnit 26 køretøjer galt indtil en ny og mere sikker vej blev åbnet i 2006.

Bolivias værste trafikulykke nogensinde skete ligeledes her på Yungas Road, 
hvor over 100 mennesker blev dræbt i 1983, da deres bus kørte ud over kanten.


Madsen bekræfter, at Poul Nyrup ikke har levet forgæves,
mens jeg vander de bolivianske bjergkartofler i baggrunden.


Når naturen for alvor swinger. På de stejleste af de 
asfalterede nedkørsler kommer farten typisk op på omkring 70 km/t.


Noget langsommere går det, når hældningen går den anden vej.
Bad guiden om at få lov at køre en smule op ad bakke i den tynde luft.

 


Det endte med blodsmag i munden og en uhæmmet udmattende fornemmelse.
Men interessant at mærke på egen krop, hvad den tynde luft betyder for fysikken.


Koncentrationen skærpes en smule, når asfalten slipper op,
og den sidste halvanden times kørsel skal foregå på sten og grus.


På verdensplan er det kun Columbia, der producerer mere kokain end
Bolivia, så de burde have nok at bestille ved denne "Control Antinarcoticos". 


Skulle registreres af myndighederne og kunne herefter hoppe op på sadlen igen.

 


Ville skifte "slange", men den var for kort.
Det er sgu lårklaskende boliviansk junglehumor!

 


Ifølge guiden var den ikke specielt giftig, så...

 


...en lækkersulten Madsen slugte den - uden at blinke. Mums!


Mener guiden helt alvorligt, at vi skal køre den lange vej???


Jamen, så lad os da komme afsted og få taget...


...nogle af de sejeste billeder i vores liv - TRYK

 


En så storslået og fantastisk natur kan man kun juble højlydt af, men...

  


...måske en anelse for dristigt at forsøge at køre på baghjulet langs kanten.




De snævreste passager er blot 3,2 meter, og visse steder er der
1.000 meter ned, hvis du skulle være så uheldig at drøne ud over kanten.

 


Det skete ulykkeligvis for en israelsk kvinde lige her, hvilket vores guide var
øjenvidne til. Gennem årene er otte turister på mountainbike dræbt på samme vis.
Læs en uhyggelig beretning om en fransk kvindes dødsuheld ved at trykke HER.


Hov, Madsen...der blev sagt 15 meters afstand! ;-)) 


Der er masser af skønne vandfald i Andesbjergene, så det kræver...


...en smule ekstra forsigtighed af og til.

 


Andre steder er det bare at slippe sin indre drengerøv løs og blive gennemblødt.

 


Kommer naturligvis ikke forbi så skøn og isnende kold en flod uden...

 


...at benytte lejligheden til at få vasket støv, skidt og sved af sig.


Store smil efter en forrygende naturoplevelse, hvor alle sanser blev udfordret.
Første gode råd skal være at gennemføre turen med et bureau, hvor cyklen og
resten af udstyret er mere end i orden - hvilket ikke nødvendigvis er det billigste.


Andet gode råd er at sikre sig plads i så lille en gruppe som muligt.
Da vi kørte retur, så vi enklaver med op til 16 ryttere. Det er alt for mange.


Tredje gode råd er at tage fra La Paz kl. 6.00 om morgenen i stedet for kl. 8.00.
Vi havde terrænet fuldstændig for os selv, hvilket du ikke får et par timer senere.


Tak for skænken, du velopdragne indianerpige.


Et landskab fuld af lamaer, som Bolivia har over tre millioner af.
De har således dobbelt så mange lamaer, som der er køer i Danmark.


Kulinarisk forpligter det naturligvis at rejse i Bolivia,
så denne baconsvøbte lamabøf blev med stor fornøjelse fortæret.



LAKE TITICACA



Bolivia ligger i hjertet af Sydamerika omkranset af Chile, Peru, Brasilien og 
Paraguay, så det tætteste du kan komme en fornemmelse af havudsigt er ved
den enorme ferskvandssø, Lake Titicaca, der er en smule større end Sjælland.


For at komme fra La Paz til Copacabana, en af de større byer ved søen,
måtte vi køre ombord på en intermistisk "træ-bilfærge", der kun fragter et 
enkelt køretøj over Taquina-strædet ad gangen. En speciel fornemmelse at...


...sejle om kap med de andre biler.

 


De bolivianske skibsbyggeres grundighed var ikke imponerende med et utal
af løse planker alle vegne. Men fair nok, vi kom tørskoet til den modsatte bred. 

 


Gennemsnitslevealderen i Bolivia er 63 år mod 79 år i Danmark.
I Sierra Leone er den kun 40 år, mens Japan ligger i top med 81 år.


Titicaca ligger i 3.856 meter er dermed en af verdens højest beliggende søer.
Højest beliggende er Ojos del Salado i Argentina (6.390 m.) mens Lake Baikal
i Rusland er både den ældste og dybeste sø i verden (1.637 m.). Lake Michigan
i USA er den største sø i verden, hvilket betyder tre gange større end Danmark.


Selv om du kun er på en dagsudflugt til søen, så sørg for at bruge nogle timer
på Isla del Sol, som det tager en times tid at sejle ud til. Øen er helt central...


...i inkaernes historie og sagnet lyder, at selve solen blev født her. Der findes
et utal af inkaruiner på Isla del Sol, og denne fine trappe er ligeledes et levn.


Udover vamsede lamaer, så bor der 2.500 bolivianere på Isla del Sol.


Et dusin floder munder ud i Titicaca ligesom bjergvandet fra gletsjerne
bidrager til at holde vandstanden oppe. Det betød, at jeg ikke brugte mange...


... sekunder i det iskolde vand før jeg...


...krøb ombord på båden igen.
Gisp, et håbløst gys at plage sig selv med på sin ferie!

 


Dykkerfænomenet, Jacques Cousteau, opdagede i 1973 en helt speciel frø,
der lever på bunden af søen. Den er 30 cm. lang, vejer et kilo og kommer
aldrig op til overfladen. Den skulle efter sigende være endemisk for Titicaca.

 


En skøn lille bjergfamilie med æsler og lamaer kom os i møde, og mod lidt...

 


...pesos fik vi lov at tage et par billeder med deres karakteristiske trækdyr.
Der findes fire typer af lamadyr (lama, alpaka, guanaco, vicunja), og selv om
spytning er en del af deres adfærd, så sker det yderst sjældent efter mennesker.




LA PAZ


La Paz er verdens højest beliggende hovedstad i 3.600 meter.

 


Det betyder, at man hiver godt og grundigt efter vejret nærmest døgnet rundt,
og det kan bestemt anbefales at inhalere en tank "mere almindelig ilt" i ny og næ. 


En smule specielt at ringe efter roomservice med en bestilling på
fire clubsandwich og to iltapparater, men det er ganske normalt på de kanter.


Slog et smut forbi "Museo de la Coca" midt i byen, hvor man bliver temmelig
meget klogere på cocaplantens udbredelse og anvendelse i Andesbjergene.
Selve udstillingen ligger i stueplan, mens der oven på er indrettet en Coca Café,
hvor jeg faldt i snak med en bunke glade backpackere. Endte med, at vi bældede
grønne øl med cocablade og diskuterede fodbold i fem stive timer. Helt suverænt!

 Selv en ostekage med cocablade var på menuen.


Cocaplanten har været dyrket af de lokale i over 5.000 år og bladene tygges
med en euforiserende virkning, der er at sammenligne med at drikke kaffe.
Herudover kan coca dulme højdesyge og mavelidelser, så turisterne får serveret
coca-the alle vegne og dagen lang i La Paz. Den oprindelige opskrift på Coca-Cola var
baseret på cocablade og blev først erstattet med koffein i 1929, da stoffet blev forbudt. 


Der er et internationalt pres på Bolivia for at få bremset den illegale produktion
af kokain, der eksporteres til den vestlige verden. De lokales ret til at dyrke coca,
og nyde den i alle andre sammenhænge end som et narkotika, er stridens kerne.
På et møde i FN markerede landets præsident, Evo Morales, denne ret ved at hive
en pose coca-blade op af lommen og gnaske dem foran den samlede verdenspresse. 
 

Sneg os ind på en skole med tusindvis af elever, hvor presset var så stort,
at de mindste børn gik i skole om dagen, mens de større mødte ind om aftenen.


Det er ikke længere muligt for turister at "snige sig ind" i det berygtede
San Pedro fængsel, hvor de indsatte har fået lov at skabe deres eget brutale
system og samfund. De lever derinde med koner og børn, hvilket du kan læse
mere om i en spændende og stærk beretning fra Information ved at klikke HER.

 


Da jeg gik helt tæt på indgangen hujede og råbte fangerne på den anden
side af gitterlågen som vilde dyr. Måtte trække væk for at tage dette foto,
da vagterne tydeligvis ikke brød sig om tilstedeværelsen af en nysgerrig dansker.

 


Den mest charmerende del af byen at småshoppe i er gaden Calle Linares og
kunstnerkvarteret, Artesania Alley, hvor "Museo de la Coca" i øvrigt også ligger.


I forbindelse med vores besøg i Bolivia deltog vi en IT-konference arrangeret
af den danske ambassade i La Paz. Tryk på billedet for at finde Holger & Holger.


Konferencen startede med en lind strøm af taler på...


...spansk, men heldigvis havde de buret en langhåret tolk inde, der
kunne oversætte de uvante gloser for den håbefulde danske delegation.


Herefter havde vi ikke færre end 22 møder af 20 minutters varighed med lokale 
softwareudviklere, der fortalte om alle deres fortræffeligheder. At de ikke kunne
engelsk og deres internetforbindelse var kritisk ustabilt var i deres optik ubetydeligt.
Kun theen med cocablade kunne holde mig vågen til mit krydrede finalespørgsmål:
Hvis din virksomhed var et dyr langt ude i skoven, hvilket dyr ville det så være?
Mange ville være en tiger, og kun en enkelt dristede sig til at svare en kamæleon ;-))


Konklusionen på den samlede briefing blev for vores vedkommende,
at de bolivianske IT-virksomheder havde masser af vilje og engagement,
men deres struktur og kapacitet var et stykke fra vores umiddelbare behov. 


Det officielle program sluttede sidst på ugen af med, at vi blev udnævnt til
æresborgere af La Paz. Det syntes jeg ikke umiddelbart, at vi havde gjort os
specielt fortjent til, men viceborgmesterinden med den sjove hat var så sød, at
vi blot klappede hælene sammen og tog imod anerkendelsen med en høflig tak.

Bolivias bjerge
Fra flyveren kunne vi vinke på gensyn til de dramatiske bjerge, og...


...sidste indtryk fra Bolivia blev et par timers strejferi i Santa Cruz, der ligger
550 km. øst for La Paz i blot 400 meters højde. Skønt, at man ikke længere skulle
hive efter vejret i en iltfattig luft, og klimaet var tropisk med 30 behagelige grader.


Har mødt mange herlige mennesker rundt omkring, men få har gjort så markant indtryk som denne amerikanske basketspiller. Fik aldrig fat i hans navn, men han sad ved siden af os på turen fra Sao Paulo til Santa Cruz, hvilket var de tre mest underholdende timer jeg nogensinde har spenderet i en flyver.

Fra han slæbte sit enorme korpus på 213 centimeter ind i kabinen til vi landede igen, var det sarkasme, fis og ballade om stort og småt. Han slog fuldstændig benene væk under Madsen og jeg med en blanding af vild karisma og en underholdende "Eddie Murphy-attitude" - og at han brugte størrelse 60 (!) i sko blev vi aldrig færdige med at grine af. Flere originale typer som ham på denne jord, tak.


 
Så skal du skynde dig til Cuba.
Observerede en del mænd i Egypten med noget, der lignede et numsehul i panden, men fandt ud af...
...end nogensinde før!
...det mozambikanske flag!