Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Forside
Sydamerika
Oceanien
Toplevelser
Klik for at se indslaget…


BELIZE 2016 (marts)

 

På trods af landets beskedne størrelse med et areal på omkring det halve af Danmark,
så har Belize masser at byde på både over og under havoverfladen. Du kan blandt andet
lede efter jaguarer i junglen, bestige spændende mayaruiner og dykke ved det næststørste
koralrev i verden. Sidstnævnte attraktion var det primære fokus, da jeg i årevis har drømt om...
 

...at dykke ned i det verdensberømte Blue Hole, som Discovery Channel i
2012 gav en førsteplads på deres liste over "The 10 Most Amazing Places on Earth".
 
Under den sidste istid var Blue Hole en limstensgrotte, men da isen smeltede
blev grotten fyldt med vand og siden kollapsede taget i den. Fænomenet var skabt.
 
Blue Hole ligger et par timers sejlads fra kysten, og der var høj søgang det meste
af vejen derud, så det var skønt at komme frem til kanten af det berømte dykkersted.

Oplevelsen starter allerede inden flaskerne smides på ryggen, da det på overfladen er et
virkelig smukt syn med den cirkulære koralvæg, der omkranser det mørkeblå hul i jordskorpen.
Hullet er godt 300 meter i diameter med 124 meter til bunden, så proportionerne er ikke præcise
på illustrationen, men den er glimrende i forhold til at give en fornemmelse af dykket i Blue Hole.
 

Her ses kanten af koralvæggen, hvor vi gjorde os klar til at falde ned i det mørke dyb.
Vandet blev koldere og koldere efterhånden, som vi bevægede os dybere ned. For at dykke
Blue Hole kræver det besiddelse af et udvidet dykkercertifikat (advanced), og det kan være en 
god idé at tage et par opfriskende dyk dagen før, så man er helt komfortabel med sit udstyr.
 
Det uforglemmelige dyk foregik på den måde, at vi holdt os tæt på koralvæggen
ved nedstigningen, hvor de første 10-15 meter var et uklart lag af silika, som lignede
millioner af gennemsigtige tråde i vandet men efterhånden, som vi kom dybere ned blev...


...sigtbarheden bedre og bedre. På 25 meters dybde var vandet noget af det klareste og
dybblå, jeg nogensinde har prøvet at dykke i. Det var i sig selv en rigtig stor oplevelse.
(photo credit: ourbelizevacation.com) 


Vi fortsatte med at lade os falde til omkring 35 meters dybde og begyndte at svømme zigzag mellem de enorme stalakitter, der hænger fra loftet. I løbet af dykkets første kvarter havde jeg
ikke set et eneste tegn på liv, men i bogstaveligste forstand dukkede der ud af det blå en tre
meter lang revhaj op. Det elegante rovdyr fulgte nysgerigt med os på nogle meters afstand 
inden vi igen måtte bevæge os mod overfladen, da de 10 minutters bundtid var opbrugt.

Magien ved Blue Hole var for mig, at omgivelserne var så enkle og på samme tid så anderledes
end noget andet sted jeg har dykket. Der var majestætiske stalakitter, hvide koralvægge, dybblåt vand og en velvoksen haj. Lige præcis det simple, gjorde det så smukt, at jeg flere gange hørte mig selv brumme "waaauw" i regulatoren. Tilbage i båden efter dykket var jeg lutter smil fra øre til øre.
(photo credit: ourbelizevacation.com)
 

Det mytiske og fascinerende sted har stået på mange dykkerentusiasters ønskeliste siden undervandslegenden Jacques Cousteau kaldte det for et af de 10 bedste dyk på vores blå planet.
 
Forvent ikke, at Blue Hole er ikke et sted med masser af fiskestimer og farvestrålende
koraller, men der er en fin chance for at møde revhajer, tyrehajer og/eller hammerhajer.

Dagen bød på yderligere to dyk ved Half Moon Wall og Aquarius,
hvor der i modsætning til Blue Hole var masser af fiskestimer og...

...koraller i alverdens formationer.
Herudover så vi masser af hajer, skildpadder og...


...en enkelt plettet ørnerokke, der elegant kom flyvende forbi.


De største plettede ørnerokker vejer over 200 kilo, og halen kan blive op til ni meter.


Efter en formiddag med fremragende dykning gik vi land på Half Moon Caye for...


...at spise frokost i ganske eksotiske omgivelser.


Half Moon Caye er kendt for sit fugleliv, og vi kravlede op
i et udsigtstårn, der gav en fin udsigt over trætoppene, hvor...


...vi spottede den rødfodede sule, der ikke findes mange steder i verden.
Den søvnige havfugl tog sig en lur i sin rede og kan glæde sig til at få endnu en...

...charmerende og pjusket unge.


En anden spændende fugl at se er fregatfuglen med sin
oppustelige røde strubesæk, som den bruger til at imponere hunnerne.


Denne fregatfugl ser virkelig glad ud.
 

Glade blev denne flok dykkere sandelig også, da vi på vores vej retur til fastlandet
tilfældigt kom sejlende forbi dem. De var drevet rundt på det åbne hav i halvanden time
efter deres dyk, og de anede ikke, hvor deres båd var. Flere af dem var blevet temmelig bange,
da deres instruktør efter en times tid så bekymret ud og bad alle om at smide deres vægtbælter. 


Vi fik halet dem indenbords og efter yderligere et kvarters sejlads så vi pludselig deres
lille båd med den enlige skipper. Det viste sig, at han ikke kunne få gang i motorerne,
hvilket var forklaringen på, at gruppen af dykkere fik sig en noget ubehagelig oplevelse.

  
Mere behageligt var det at se de springende delfiner og...
 
...vinke til denne mægtige kaskelothval, der kom tæt på vores båd.

En fantastisk dag på havet med en perlerække af herlige oplevelser, hvor...

...den sidste af dem var en vidunderlig solnedgang.


Der går en halv snes år før Bertram er klar til at komme med på dykkertur, men... 

...så er der heldigvis også oplevelser på havet, som han fint kan få fra båden.
Vi boede på Ambergris Caye, hvor der kun er et kvarters tid ud til Shark Ray Alley.
Her har fiskerne gennem mange år renset deres fangst, hvilket har tiltrukket store...
 
...flokke af nursehajer til området. Det er en både flot og fredelig haj, som man...
 
...fint kan hoppe ned til og beundre i øjenhøjde.
Her er de i gang med at labbe bådmandens medbragte blæksprutter i sig. 
 
De fleste hajer er nød til at holde sig svømmende for at kunne optage ilt, men det gør
sig ikke gældende for nursehajen, som man kan finde på havbunden, når den hviler sig.
 
Klik på videoen og vær med til at fodre de sultne nursehajer.


Det var en rigtig betagende oplevelse at snorkle rundt mellem de mange hajer,
men Sus skulle øjeblikket efter blive nærmest ekstatisk af lykke, da en vældig...

...sød delfin kom hen til hende og ville lege "Kongens Efterfølger".
Hun svømmede rundt med den i en del minutter og ænsede dårligt nok, at der...

...også svævede pilerokker omkring hende.
 

Ikke mange lande i denne verden kan hamle op med Belize, når det handler om
at få oplevelser på havet. Det foregår ligeledes på en fornuftig og respektfuld måde,
hvor store områder både til lands og til vands er erklæret for beskyttede nationalparker. 


I 1986 indspillede Madonna sangen "La Isla Bonita", der efter sigende skulle være
inspireret af Ambergris Caye. En af linjerne i sangen lyder da også "last night I dreamt of
San Pedro", som hovedbyen på øen hedder. Sangen var med på hendes storsælgende album
"True Blue", og den blev et kæmpe hit verden over. I Belize var man ikke mange minutter om
at tage navnet "La Isla Bonita" til sig, og øens befolkning er naturligvis stolte af nummeret.
 
Belize har hele 450 øer, hvor Ambergris Caye er den største og ligger i den
nordlige del af landets øbælte. Her er en afslappet og hyggelig feriestemning med...  


...lydløse og miljøvenlige golfvogne i San Pedros farverige gader.
Den højeste bygning i Belize er i øvrigt Caracol, der er en af landets 900 mayaruiner.


Bertram mente godt, at han kunne styre bilen, når den nu var så lille.
Det var jeg enig med ham i, så længe nøglen lå i min lomme. Kedelige far!

Men så er der heldigvis så mange andre skønne ting for en 4-årig som isvafler og...


...farverige legepladser, hvor man kan få...
 
...nogle rigtig seje legekammerater.

Belize er det eneste land i Mellemamerika, hvor engelsk er det officielle sprog, men...
 
...man hører lige så ofte kreolsk, spansk og lokale mayasprog på gader og stræder.


Efter endnu en dejlig dag i Belize kørte vi retur til vores hotel
med fuld knald på golfdyttens lygter og en snorksovende Bertram.


Inden afrejsen til Belize havde jeg læst, at sandfluer kunne være en stor plage
på disse kanter, men ingen af os fik et eneste bid under vores ophold. Et halvt års
tid forinden var jeg i nabolandet Honduras, hvor der til gengæld var mange af dem.


Klar til at hoppe på den lille flyver, hvor...


...synet ned på Belize Barrier Reef var ualmindelig smukt, men...

...man kan godt blive lidt svimmel af turbulensen.
 
 
 
Så skal du skynde dig til Cuba.
Observerede en del mænd i Egypten med noget, der lignede et numsehul i panden, men fandt ud af...
...end nogensinde før!
...det mozambikanske flag!