Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Forside
Sydamerika
Oceanien
Toplevelser
Klik for at se indslaget…


JAPAN 2013

 

Japan er et ualmindeligt spændende rejsemål, hvor traditioner og moderniteter på
fascinerende vis går hånd i hånd, og udbuddet af seværdigheder er nærmest overvældende.

Landet består af fire hovedøer og ca. 3.000 småøer, der strækker sig i et 2.000 km. langt bælte mellem Stillehavet og det Japanske Hav, og du kan muntre dig med alt fra tropeøer til skiløjper.

Tokyo ligger på øen Honshu, der dækker 60 % af kejserdømmets totale areal, og den japanske hovedstad er min personlige favorit blandt alle metropoler på det asiatiske kontinent. Det er en
velorganiseret og spændende storby, hvor man føler sig både tryg og godt underholdt alle vegne. 

Tokyo Skytree er Japans højeste bygningsværk med imponerende 634 meter til toppen,
og starutten blev indviet i maj 2012. Udover at give turisterne en flot udsigt, så er...


...tårnet bygget til at forsyne Tokyo med signaler til radio og TV.


Konstruktionen er dobbelt så høj som Eiffeltårnet, men det ikke verdens højeste bygning,
da Burj Khalifa i Dubai er 828 meter. Men intet tårn i verden er højere end Skytree i Tokyo.


Det kan anbefales at opleve fodgængerfeltet ved Shibuya fra Starbucks vinduer på 2. sal,
hvor man kan nyde en kaffe mens tusindvis af travle japanere krydser gaden hvert minut.
Få en fornemmelse af det verdensberømte og vanvittige menneskemylder HER.


Som i mange andre storbyer, så er metroen den hurtigste og billigste måde at
komme fra seværdighed til seværdighed. Vi havde dog brug for lidt hjælp til at...


...kunne gennemskue det vidt forgrenede togsystem med knap 300 stationer.

Metroen i Tokyo er den travleste i verden med over tre milliarder passagerer årligt,
og de første billetter blev langet gennem lugen allerede tilbage i 1927. Til sammenligning
gik der 75 år før København kunne melde sig ind i klubben af storbyer med en metro.

Vores hjemlige system tæller foreløbig 22 stationer, men metroen i Danmark bliver næppe så 
travl som den japanske, hvor de må bruge "anmasende personale" for at kunne lukke dørene.
Se denne utrolige video: http://www.youtube.com/watch?v=E7kor5nHtZQ


En anden succeshistorie om den kollektive trafik på disse breddegrader handler om 
deres højhastighedstog, der kører omkring 300 km/t. og kendes som Shinkansen.

Over 400.000 japanere springer dagligt ombord på lyntoget, hvor strækningen
mellem Osaka og Tokyo er den mest populære med ikke færre end 13 afgange i timen!

Afstanden mellem de to byer er 550 km., og 85 % af japanerne vælger at benytte toget
frem for flyet, da de kan dukke op fem minutter før afgang og er fremme på et par timer.


Det japanske svar på Kjeld fra Olsen Banden kan være stolt af den præcision
de berømte toge kører med. I 2012-2013 var den gennemsnitlige forsinkelse på blot
30 sekunder, hvilket inkluderer udfordringer med væltede træer fra tyfoner og jordskælv!


I tilfælde af jordskælv, som Japan oplever over 1.000 af hvert år,
så er Shinkansen udstyret med et detektionssystem, der gør at toget standser.

Geologisk ligger Japan placeret mellem fire tektoniske jordplader, der presser på
hinanden, hvilket er forklaringen på, at landet årligt oplever så mange jordskælv.


Hver nat arbejder 3.000 mand på at vedligeholde toge, skinner og systemer, og når et tog
har kørt i syv år, så bliver det udskiftet. Vi hoppede om bord på Shinkansen med retning mod...


...stratovulkanen Mount Fuji på 3.776 meter, der er Japans højeste bjerg. 
Det symmetrisk kegleformede ikon regnes for at være en af verdens smukkeste,
og for japanerne har det været et guddommeligt samlingspunkt lige siden oldtiden.

I historiebøgerne skal man bladre helt tilbage til år 1707 for at læse om det seneste
udbrud, og med en afstand til Tokyo på blot 100 km., så må den gerne holde sig i ro
mange år endnu, hvilket eksperterne dog ikke tør love. Toppen er altid snedækket, og... 


...desværre er Mount Fuji også omkranset af skyer langt de fleste af årets dage.

Det forhindrer dog ikke, at flere end 100.000 mennesker hvert år trekker til toppen,
hvilket kan gøres på 8-10 timer, hvorefter nedstigningen tager yderligere 4-5 timer.


Mount Fuji er Japans mest berømte og besøgte turistattraktion med højsæson
over foråret, hvor de smukke kirsebærtræer blomstrer. Vi måtte tage til takke med at 
være forbi på en fin efterårsdag, hvor det gjaldt om at være hurtig med kameraet, når... 


...Mount Fuji blottede sin spids, der på en klar og skyfri dag kan ses fra Tokyo.
Japan har omkring 200 vulkaner, hvor godt 10 % kan betegnes som aktive.


Efter en skål ris med kylling tilberedt af denne...


...rare ældre kvinde, så kørte vi retur til Shinkanse-stationen med... 


...denne endnu ældre chauffør og nød efterårets smukke farver.

Japan har en gennemsnitslevealder på over 82 år, og af de 127 millioner indbyggere
er de 23 % rundet 65 år. I gennemsnit lever japanerne fire år længere end vi danskere.


Tilbage i Tokyo kastede vi vores opmærksomhed på Sensoji, der er byens ældste
og mest populære tempel at besøge for både turister og lokale. Til venstre i billedet
troner den flotte pagode med fem dekorative etager og til højre ses Tordenporten med...


...den største rispapirlampe jeg til dato har risikeret at få i knolden.

Det første tempel ved Sensoji stod klar til bøn i år 645, men under 2. Verdenskrig
blev helligdommen bombet sønder og sammen, så det nuværende er en genopførsel.


Omkring røgelseskarret kaster de troende "holy smoke" på sig, og kan herefter...


...fortsætte deres ritualisering med en guddommelig slurk.


De fleste japanere er polyteister, hvor de både dyrker elementer fra shintoismen
og zenbuddhismen. De er generelt ret afslappede i deres tilgang til religion, hvor 
eksempelvis kristne traditioner som julegaver og vielsesringe også kan inddrages uden
de store betænkeligheder. Mange konflikter på denne jord ville blive løst, hvis alle mennesker
blev enige om, at den pragmatiske indstilling i Solens Rige er måden at praktisere sin trosretning.


En detaljeret række af tegn for at skulle skrive "cykling forbudt".


Som vist på denne oversigt, så er der mange templer at besøge ved Sensoji,
så den historisk interesserede kan godt sætte et par timer af til den attraktion.


Sumobrydning er japanernes nationalsport, og de store bamser med deres opsatte
hår har kastet rundt med hinanden i over 1.500 år. Det gælder om at skubbe sin
modstander ud af ringen eller få ham til at røre gulvet i ringen med andet end fodsålen,
og en kamp tager ofte ikke mere end få sekunder. Der afholdes seks turneringer om... 


...året, hvor de tre af dem foregår i Tokyo i januar, maj og september måned.
Vores besøg lå desværre udenfor sæsonen, men vi lagde alligevel vejen forbi det fine
Ryogoku Stadion, hvor der ligger et lille sumo-museum med billeder af fortidens helte. 


Den højeste rang indenfor sumobrydning er Yokozuna, hvilket på dansk er en stormester,
og på tidspunktet for vores besøg var der kun to indehavere af den titel - begge fra Mongoliet.
Takanohana stoppede sin karriere i 2003, og han er den seneste stormester Japan har haft,
hvilket gør ondt på stoltheden og selvopfattelsen blandt tilskuere og sponsorer i moderlandet.
 
En sumobryder med rang af stormester, kan aldrig miste sin titel igen, men det forventes,
at han trækker sig tilbage fra sporten, hvis resultaterne ikke længere er titlen værdig.


Kamparenaen er godt 4,5 meter i diameter, men man burde måske overveje at
udvide ringen en smule, da den gennemsnitlige sumobryder har øget sin kampvægt fra
117 kg. til 155 kg. over de sidste 30 år. Den udvikling har fået sumoforbundet til bekymret
at udtale, at sumobrydning i højere grad skal handle om at være stærk og ikke kun fed :-)  


Der eksisterer ikke vægtklasser i sumobrydning, så i princippet kan et spinkelt fnug
hoppe i ringen og besejre en af de helt tunge drenge, hvilket faktisk hænder af og til.

Ingen af sumobryderne kommer dog i nærheden af MMA-kæmperen Emanuel Yarbrough,
der på toppen af sin karriere vejede over 400 kilo. Se ham i en underholdende kamp her: http://www.youtube.com/watch?v=0kq3qVTqmg8


Et besøg i Japan inkluderer naturligvis masser af sushi, og på...


...kokkens anbefaling fik vi smagt mange...


...nye varianter.

Sushi har været på det asiatiske menukortet i over 2.000 år, og den første beskrivelse
ses i et kinesisk leksikon, så sushi er mod gængs opfattelse ikke en japansk opfindelse.

Først i det 8. århundrede fik japanerne åbnet munden for konceptet med rå fisk og ris, men fiskeboderne i Tokyo skal have kredit for i det 19. århundrede at introducere sushi
med tang (edomae), der siden har gået sin sejrsgang på restauranter over hele verden.


Et andet sted vi spiste var på Gonpachi, der serverer...


...alverdens fremragende japanske retter i en festlig atmosfære med højt til loftet.
Det var denne restaurant, der inspirerede Quentin Tarantino, da han skulle indspille
en scene i filmen "Kill Bill", hvor Uma Thurman skærer et utal af japanere midt over.
Du kan se scenen her: http://www.youtube.com/watch?v=-ygDjgeuHGw


Et tredje sted vi spiste var på en restaurant, hvor vi tog en principiel diskussion, om...


...det er i orden at bestille hvalkød, når det nu fremgår af menukortet.

Japan er gennem mange år blevet mødt med voldsom kritik, da de fortsat fanger en
række forskellige hvaler på trods af det internationale forbud mod kommerciel hvalfangst,
der blev indført i 1986. Japanerne påstår, at de udelukkende fanger hvaler til videnskabelige
undersøgelser, men den forklaring virker det ikke til, at resten af verden finder sandfærdig.


Et fjerde sted at spise er ganske velkendt, men...


...denne Kuro Ninja Burger med sort bolle og Jaka Bov er knap så velkendt.
Hensigten er gudhjælpemig, at den skal ligne en sort ninja, der rækker tunge! :-)


Et femte sted at spise skal du ikke vælge, hvis du har rygproblemer med mindre, at...


...du blot dulmer smerterne med en stiv whisky fra fad.


For det utrænede øje ligner hendes påklædning en flot morgenkåbe, men intet
kunne være mere forkert. Hun bærer en kimono, der er japanernes nationaldragt.

For kvinders vedkommende består kimonoen af et dusin dele, og den traditionsbundne
dragt er faktisk så kompliceret at iklæde sig, at det ikke kan lade sig gøre på egen hånd.

Prisen for en kimono går fra nogle få hundrede kroner til over 100.000 kr., men uanset
kostbarheden, så husk at folde venstre del over højre. Kun på døde må den foldes modsat.


På trods af, at de lever i en hektisk metropol med travlhed og medmennesker alle vegne,
så er japanernes kultiverede opførsel, manerer og høflighed en sand fornøjelse at opleve.
Danskerne er muligvis det lykkeligste folk i verden, men i denne disciplin er vi distanceret.


Man ser mange særprægede ting, når man spadserer rundt i Tokyos gader, og i dette
tilfælde en herre med tre flotte kongepudler i hver sin farve. Pudlen er en af de hunde,
der er lettest at lære sjove tricks, og så findes racen i både lille, mellem og stor udgave.


Det ligner 1001 puddelhunde! :-)

Dyrkelsen af de æstetiske bonsai træer stammer oprindeligt fra Kina, men japanerne tog 
"sporten" til sig og har gennem århundreder udviklet og forfinet teknikkerne til perfektion.
Kunsten er at få træet samt dets grobund til at fremstå så naturtro som muligt, og skulle du
drømme om at ændre din have til noget lignende, så meld dig ind i www.bonsai-danmark.dk.


Klods op af en støjende motorvej kom vi forbi denne Put & Take-sø, hvor de... 


...travle japanere kan tage ørepropper i og lade som om, at de er ude i naturen.


Japanerne er uden sammenligning det folkeslag i Asien, der bruger flest ressourcer på
deres udseende og påklædning, og det er ikke en stramning, at prædikere Tokyo som
"Østens New York". Ikke alt er lige kønt i vestlig optik, men det er i den grad forfriskende.


En bemærkelsesværdig mode blandt pigerne i Japan er at få slebet hugtænder!
Her vil jeg gerne ha' lov at skifte ordet "forfriskende" ud med "skræmmende vanvittigt".


Kan ligeledes diskuteres, om denne cykel er køn, men...


...den er indiskutabelt kitsch!


Japan har efter 2. Verdenskrig skabt en af verdens største økonomier med den
ene store eksportsucces efter den anden som eksempelvis Sony, Toyota og Suzuki.
Styrken i landets industri er blandt andet et højteknologisk og effektivt produktionsapparat.


Det travle og forventningsfulde japanske samfund har en kedelig bagside med flere end
30.000 selvmord om året, hvilket ofte forårsages af økonomiske problemer og arbejdsløshed.


Ser man særskilt på de japanske kvinder, så begår 14,1 ud af 100.000 selvmord, 
hvilket er det højeste sammenlignet med alle andre industrialiserede samfund.

I Japan er selvmord den sjette hyppigste dødsårsag, og en del af forklaringen skal findes i det kulturelle livssyn, hvor det at tage sit eget liv i højere grad anses for at være en ærefuld udvej.
I kristendommen er selvmord skamfuldt, hvilket ikke er tilfældet i shintoismen eller buddhismen. 


I Tokyo er Love Hotels meget udbredt til elskende, der ønsker at logere sig ind
på timebasis, og hotellerne har alverdens designs fra det helt diskrete til noget,
der mest af alt ligner et Disney slot. Store områder af Tokyo er udelukkende gader med
disse tematiserede hoteller, og det anslås, at der er omkring 25.000 Love Hotels i Japan.


Første besøg i Japan koncentrerede sig om Tokyo og omegn, men landet placerer
sig i den absolutte top af lande, som jeg gerne vil tilbage og opleve meget mere af.
 
 
 
Så skal du skynde dig til Cuba.
Observerede en del mænd i Egypten med noget, der lignede et numsehul i panden, men fandt ud af...
...end nogensinde før!
...det mozambikanske flag!