Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Forside
Sydamerika
Oceanien
Toplevelser
Klik for at se indslaget…


MAURITIUS 2011



Håbløst nyforelskede tog vi et par uger til Mauritius i det Indiske Ocean,
der er det helt rette feriemål, hvis overskriften er romantik og forkælelse. 

På turen var Susanne få måneder henne i graviditeten med Bertram, så mellem
de varme smil og kølige drinks blev der flittigt noteret på indkøbslisten til BabySam ;-)


Mauritius har over 50 toplækre strande med svajende palmer og azurblåt vand, der
de fleste steder er roligt at bade i, da øen er omkranset af et bølgebrydende koralrev.


Udover forelskelse, graviditet, solskin og dejlige badestrande, så var der
specielt en enkelt oplevelse på Mauritius, der var helt i særklasse for os begge.
Hoppede i baljen ved Tamarin Bay med maske, snorkel og svømmefødder og...


...i over en time svømmede vi euforiske rundt i flokke af vilde delfiner.
Jeg har svømmet med både tamme og vilde delfiner rundt omkring i verden,
men aldrig på en så fantastisk og naturlig måde, som det foregik ved Tamarin Bay.
 



En uforglemmelig oplevelse under overfladen - SE VIDEOEN!
 



Der var god tid til følge flokkene af delfiner, og de var fuldstændig 
upåvirkede af vores begejstrede udbrud i snorklen og plasken med finnerne.


Denne art hedder skyggedelfiner på grund af de sorte og grå
farver på den øverste del af kroppen, mens bugen er helt hvid.


Delfinens åndehul på toppen af hovedet fungerer som menneskets næsebor.
Ved udånding kan den komme med over 1.000 af de velkendte kliklyde i sekundet.
Lydene sendes i den retning, hvor delfinen ønsker at undersøge, om der kunne være føde
eller forhindringer. På det yderste af delfinens underkæbe sidder et ekstra "øre", som kan 
opfange det ekko, der kommer retur fra de udsendte kliklyde. Delfinen har ingen lugtesans,
men i stedet en veludviklet smagssans, som den bruger til at smage sig frem til sine byttedyr.


Delfinens syn er tilpasset livet i vandet, hvilket betyder,
at den er stærkt nærsynet, når den stikker hovedet op i fri luft.


Lov mig ikke at snyde dig selv for oplevelsen,
hvis du en dag lægger din rejserute forbi Mauritius. 


I vores familie har vi indført en regel om, at det er tilladt at bryde bordskikken,
hvis der kommer delfiner forbi under måltidet...og det skete sør'me på Mauritius!


Fra havet til bjerget. Det gør ingen skade at få lidt motion på sin ferie,
så vi snørede kondiskoene og begav os mod toppen af Le Pouche (812 m.)


Le Pouche ligger ikke langt fra Port Louis, der er hovedstad på Mauritius.
Den blev grundlagt af franskmændene i 1735 og har godt 150.000 indbyggere.


Anstrengelserne bliver belønnet med en fin udsigt til blandt andet den anden
bjergtop i området (820 m.), der hedder Pieter Both og er den næsthøjeste på øen.

Bjerget er opkaldt efter landets hollandske guvernør, der indtog embedet i året 1610,
men fem år senere stødte hans skib på et skær ved Mauritius, og Pieter Both druknede.


Det sidste stykke vej til toppen skal nærmest klatres og kan ikke anbefales,
hvis du lider af højdeskræk. Min smukkere halvdel nyder her den herlige udsigt, 
mens hun får pusten og forsøger at abstrahere fra, at vi skal samme vej ned igen.


Det tager en times tid at nå toppen og tag praktisk...


...fodtøj på, da ruten kan være temmelig mudret visse steder.


Visse steder måtte grabberne også tages i brug for at komme frem.


På turen ned åbnede himlen sig i et tropisk skyl, så det krævede...


...koncentration, at holde balancen på de glatte klippestykker.


Tilbage ved startskiltet efter en udfordrende tur med pladder op til knæene.


Mauritius er omtrent tre gange større end Bornholm, og meget af jorden bruges til
at dyrke de grønne sukkerrør, der også bliver brugt til fremstilling af sprit og papir.


En slapper ved poolen for at lade op til næste oplevelse, der...


...foregik i en finurlig undervandsscooter med plads til to personer.


Man styrer selv undervandsscooteren i alle retninger, men det er ikke muligt
at dykke dybere end tre meter, hvilket en fastgjort bøje i overfladen sørger for.
Trædes speederen i bund, så tøffer den 4 km/t., så det er mere hyggeligt end hektisk. 


Der blæses luft ind i kuplen, så man ugeneret kan sidde og...


...holde øje med fiskene forude, der...


...var mindst lige så nysgerrige, som os.
Billederne er taget af en dykker, der fulgte efter os på turen.


Fiskestimen blev ikke mindre, da en håndfuld brødkrummer blev sluppet løs.


Op til overfladen igen efter en halv times tid men kun for umiddelbart efter...


...at gøre os klar til vores livs første tur i en ubåd. Der er plads til 10 passagerer,
og turen varer en times tid, hvor man maksimalt kommer ned på 35 meters dybde.


Den første funktionelle ubåd blev bygget af hollænderen Cornelius van Drebbel
helt tilbage i år 1620. Motoren var ikke opfundet, så det var i princippet en robåd
med plads til 15 mand, hvor der var monteret en top af vandafvisende dyrehud!
De dristige sjæle, der steg ombord, fik ilt gennem et snorkelsystem, og verdens
første ubåd kunne efter sigende blive nede på fem meters dybde i adskillige timer.


Vi slap for snorkel og lugten af dyrehud og kunne i stedet
sidde mageligt i kabinen og betragte livet under overfladen.


Omtrent i midten af billedet kan ses en dragefisk, der har...


...en stribe giftige pigge på ryggen. Det sker sjældent, at mennesker dør af at
blive stukket af en dragefisk, men det skulle efter sigende være yderst smertefuldt.

Når dragefisken jager, så bevæger den sig langsomt og tillidsvækkende ind i... 


...en fiskestime og hapser en af dem så hurtigt, at de andre slet ikke opdager,
hvad der foregik. Med den teknik kan den blive liggende i stimen og spise sig mæt. 


Omkring Mauritius er lokaliseret flere end 100 skibsvrag, der enten er stødt på
et skæbnesvangert skær eller er gået ned af andre årsager. De tidligste vrag man 
har fundet er tilbage fra 1700-tallet. Vi kom forbi Star Hope, der er af nyere dato.


Tak for turen til ubådskaptajnen, der gav en simpel forklaring på, hvordan en ubåd fungerer. Uden at blive alt for teknisk, så er den forsynet med nogle ballasttanke, der tager vand ind,
når ubåden skal dykke og fyldes med luft, når den skal stige mod overfladen. Kursen holdes
ved hjælp af et gyrokompas, da det ikke er muligt at navigere efter satellitter under vand.


På Mauritius er det muligt at bo bedre end godt. Vi kørte rundt om hele øen og
boede på flere forskellige resorts, hvor specielt Royal Palm var helt i særklasse.
Resortet er medlem af "The Leading Hotels of the World", som du kan læse om HER.


"Hvis Paradis fandtes på jorden, så ville Mauritius være stedet."
Citat: Ernest Hemingway.


Skulle der komme en slange forbi Paradis, så var strandbetjenten på vagt.


Resortet er ubegribeligt smukt, og vi havde det nærmest for os selv.


Tidlig morgen, hvor en kvinde fejer lidt blade sammen på stien, der fører...


...ned til resortets private og vidunderlige strand med...


...det fineste pulversand, man kan forestille sig.


Efter en morgendukkert ventede en overdådig morgenbuffet, hvor vi...


...kunne se frem til en dag med 10 timers solskin og 27 grader.


En af de få gange jeg forlod min liggestol var for at få lidt vind i håret og...


...forsøge at blive en smule mere sikker på vandski. Har kun prøvet det 
et par gange, så også denne gang blev det til masser af styrt og kolbøtter.


Længere ude på havet så det ud til, at kitesurferne hyggede sig gevaldigt.
I Danmark har vi så gode forhold for kitesurfing, at sporten kan dyrkes året rundt.


Smuk pige og smuk udsigt.


Aaaaahhhh....FERIE!


Kan vi to blive enige om, at en velkendt dansk sangerinde
i den grad har ladet sig inspirere af min kærestes labre frisure?


Her bliver frisuren sat på strandparasollerne. Helt tilbage i oldtiden
brugte man parasoller og paraplyer i blandt andet Egypten og Kina.


En af de hyggelige aftener, hvor vi satte...


...tænderne i den den ene smagsoplevelse efter den anden.


Måltidet blev skyllet ned med den lokale Phoenix, der er øens mest populære øl.


Tjekkede ud med smil fra øre til øre efter to pragtfulde døgn i vild luksus.
Få flere informationer om hotellet på www.royalpalm-hotel.com.


Mauritius er en drømmedestination for lyst- og sportsfiskere verden over,
så vi hoppede håbefulde ombord på en fin båd med plads til at sætte adskillige...


... liner i vandet. Omkring øen er der chance for at få en Blå Marlin på krogen,
der anses for en af de ypperste fisk at fange. Den enorme sværdfisk kan veje 
over 800 kilo og overgiver sig sjældent uden en timelang og stædig kamp for sit liv.
Den længste dyst ved Mauritius stod på i 26 timer og endte med, at linen knækkede!


Sæsonen for Blå Marlins går fra oktober til april, og da vi var forbi i juli måned,
så ville jeg være fint tilfreds med blot at fange et par tykke tunfisk, men efter et par...


...timer var der intet andet sket end, at Lillemor var faldet i søvn, og det endte...


...med, at den eneste fisk jeg fik set var i næbbet på denne fugl, da vi kom i land.


En anden ornitologisk oplevelse var med "luftens rotter", der straks efter vi havde
lagt bestikket, lavede vores serveringsbakke om til et dueslag. Mere charmerende og... 


...mindre pågående var denne farverige papegøje. Mauritius var hjemsted
for den meterhøje drontefugl, der ikke kunne flyve. Dronten blev udryddet i
1600-tallet, men man har fundet ud af, at den faktisk er i slægtskab med duen.


Vi tog på en udflugt til Ile aux Cerfs, der er en bette ø på den østlige side af...

 
...Mauritius med pragtfulde strande, fine muligheder for at snorkle og...


...minsandten også et nydeligt vandfald i tropiske omgivelser.


Mauritius er af indlysende årsager et populært rejsemål for brudepar og...


...håbløst romantiske kærester, der vil...


...nyde livet og dele vidunderlige solnedgange sammen.


Mauritius får min aller bedste anbefaling som rejsemål,
og er sat på listen over destinationer jeg meget gerne vil besøge igen.
 
Så skal du skynde dig til Cuba.
Observerede en del mænd i Egypten med noget, der lignede et numsehul i panden, men fandt ud af...
...end nogensinde før!
...det mozambikanske flag!